søndag den 17. februar 2008

Markin - nyt program til at rette afleveringer

Hej 1auvfr,

I har nu alle fået jeres afleveringer retur elektronisk. Jeg har rettet dem i et program, der hedder Markin.
Programmet er opbygget således, at jeg via nogle værktøjsknapper kan give jer en forhåbentlig mere præcis feedback på de fejl, som I laver. Der findes mulighed for standardforklaringer, men også mulighed for at kommentere individuelle problemer i afleveringerne.

Som altid med sådanne programmer findes der både fordele og ulemper:

Fordele:
  1. eleverne får en mere detaljeret retning med såvel individuelle kommentarer samt standardkommentarer med paragrafhenvisninger og eksempler.
  2. de elektroniske kommentarer er mere personlige og forståelige end på en rettenøgle
  3. som elev husker man bedre de elektroniske kommentarer, og de er lettere at anvende på en genaflevering.
  4. en opgave med mange fejl drukner ikke i rettelser.
  5. eleven kan altid tyde lærerens kommentarer.
  6. eleverne får hurtigere deres opgave tilbage - måske samme dag - mens de stadig har opgaven i frisk erindring.
  7. eleverne kan sende opgaven før afleveringsdatoen.
  8. at glemme en færdig opgave derhjemme på afleveringsdatoen er passé.
  9. flere elever har givet udtryk for, at det er rart ikke at skulle have deres opgave tilbage på klassen. Det eliminerer karakterræset.
  10. eleverne kan altid gense deres opgave på computeren.

Ulemper:

  1. eleverne kan ikke udprinte deres opgave med de dertilhørende forklaringer – dog kan det lade sig gøre, hvis den gemmes i RTF, men dette udprint er mindre læsevenligt. Nogle af mine elever kopierer rettelserne over i et tekstdokument, som de gemmer
  2. tiden der bruges på at up- og downloade
  3. man kan miste overskueligheden ved opgaver på mange sider
  4. hvis teknikken ikke fungerer
  5. måske overses fejl lettere på en skærm

Jeg håber at I bliver glade for denne måde at få jeres afleveringer retur på, da I helt automatisk får en oversigt over hvilke fejl I laver, og på denne måde kan I i fremtiden undgå disse fejl.

A bientôt,

Mikkel